Vi forlader det udmærkede hotel og cykler østpå mod Kirkwall. Efter Finstown går vi ned på stranden ved Bay of Firth, hvor en ebbevej fører gennem den røde tang over til en beboet lille ø. Allerede ved tolv tiden er vi i Kirkwall, hvor vi søger ly for regnen i St. Magnus katedralen, en vidunderlig domkirke, påbegyndt mens øerne stadig hørte under Norge i år 1137. Senere er vi byens museum og i ruinen: "Bishop's Palace". Kl. 22 sejler vi med rutebåden ud gennem fjorden i den smukke sommernat.
Torsdag d. 18. juli 2002
Efter en rolig nat på båden står vi op til havblik. Efter morgenmad cykler vi som de første i land i Aberdeen kl 7:45. Der er megen trafik i Aberdeen, lange bilkøer og store lastbiler. Vi kaster os ud i morgentrafikken og følger hovedvejen ud af byen mod lufthavnen. Turen til (og fra) lufthavnen er altid en trafikal udfordring, når man bevæger sig på cykel. Vi pakker cyklerne i store plasticposer, checker ind og flyver hjem til Kastrup via Heathrow.