Hvordan er det så at cykle på klippeøerne? Det er let. Vejene er gode asfaltveje, og de ligger for det meste langs kysten med kun få stigninger. Der er broer mellem de mange øer. Broerne er meget stejle, og man må trække cyklerne op til toppen af broen. Undervejs fra Sortland og vestpå til Staumsjøen og Vinje må man i Ryggedalen op i 100 meters højde, og her oppe er der en 1600 meter lang tunnel. Den er ikke rar at køre i, der er mørkt, vådt, koldt og en forfærdelig larm og bilos fra forbikørende biler. Men på den anden side kommer man ud i et smukt landskab og så går det bare ned.