| Hjemmeside >| Gotland>
| forrige side> | næste
side |
En cykeltur til Gotland i Sverige juli 2001
engelsk
Hyluvik, Fårø, Gotland
© Ole Jacobi Juli 2001
Lørdag d. 14. juli 2001
På den næste del af Fåröturen passerer vi på
kysten fra Lautervik til Digerhuvud en række stenformationer, de
såkaldte "rauker". Det er hårde bjergarter, som er blevet stående
som meterhøje søjler, mens havet har borteroderet de
blødere dele. Kysten breder sig mellem raukerne ude ved havet og
skoven inde i land som et landskab af nøgne sten med enkelte hårdføre
blomster mellem stenene. Et smukt og ejendommeligt syn i solskinnet. Vores
næste ophold på vejen tilbage er en maleriudstilling af en
svensk malerinde med nogle smukke akvareller af det landskab, vi netop
har passeret igennem. De fleste billeder er allerede solgt, selvom udstillingen
først er åbnet i dag, så selvom fristelsen til at købe
et billede er stor, kan den ikke opfyldes.
Ved den næste kirke, Fårö kirke, kan man købe
kaffe og vafler i det nærliggende forsamlingshus. Det ser ud som
om de svenske kirker vil tiltrække besøgende ved at opfylde
simple behov som mad og drikke. Vaflerne er gode, og det giver os energi
til de sidste kilometer tilbage til færgen, som vi når i god
tid. Men der går færger hver halve time, så hvis man
ikke når den første, er der altid en anden færge.
Vi vidste på forhånd, at Fårö er hjemsted for
den berømte svenske filminstruktør, Ingmar Bergman, og mærkeligt
nok besøgte vi Fårö netop på Bergmans fødselsdag.
Senere, da vi kom hjem til Trørød, så vi et interview
med Bergman i TV, hvor han fortalte, at alle hans 9 børn samles
på Fårö på hans fødselsdag d. 14 juli. Vi
så selvfølgelig intet til Bergman, men landskabet, vi har
passeret igennem, har tydeligt givet inspiration til flere af hans film.
Tilbage til kortet
Hjemmeside: Susanne & Ole Jacobi
tekst og akvareller af Susanne og Ole Jacobi