English
version
Med bus bliver vi transporteret ned til havnen, hvor m/s Tugdlik ganske rigtigt ligger og venter på os. Her møder vi de studenter, som allerede har været her i en uge nu. De er solbrændte og glade og fortæller og fortæller. Nogle af dem har vandret ind til indlandsisen og ligget i telt. De siger, at det har været koldt - men helt fantastisk. Nogle af pigerne har købt sælskindsluffer (til 375 kr.), som de viser frem. De er meget smukke.
Nu er klokken blevet 21.30, og vi sejler i Diskobugten på vej til Qeqertarssuaq. Vi møder med det samme masser af isfjelde, og vi oplever isformationer i alle tænkelige former. Personligt er det første gang, jeg ser det. Farvandet er fyldt med gigantiske drivende isfjelde. Flydende krystalpaladser. Det ene er smukkere end det andet, og det er svært at beskrive. Skibet gynger, og alle fotograferer og udbryder "ih" og "åh" og "se der". Vi beundrer dem, undrer os og kan ikke se os mætte. Et eventyr i hvidt.
Sejlturen varer 6-7 timer, og det er koldt. En del er gået ned i salonen og ligger og sover på bænkene. Men uden for er det stadig lyst. Midnatssolen skinner ikke længere, men mørkt er det absolut ikke. Jeg står bare og kigger.
Kl. ca. 04.00 næste morgen ankommer vi meget trætte til havnen i Qeqertarssuaq. Vi er blevet "snydt" for 4 timer, for hjemme i Danmark er klokken i virkeligheden 08.00 om morgenen.
På kajen står en levende klippe og venter på os. Det er stationslederen for Arktisk Station: Leif Skytte. En grønlænder, høj, venlig, og med blå øjne - men en mand af få ord, skal tiden vise. Leif tager vores bagage i 4-hjulstrækkeren, og Arne hyrer på stedet KNI-bilen til at tage resten af bagagen. Vi går så i samlet trop gennem den sovende by til vore indkvarteringssteder: Vandrehjemmet NAJA (6 personer), Arktisk Station (20 personer) og Ionosfærestationen (19 personer). Marianne Kirkegaard bor på vandrehjemmet SIORARSUIT.
Vi går direkte i seng.
Tilbage til Indholdsfortegnelse